Pacentro og Abruzzo / Abruzzo / Pescara
Pescara

Pescara, der ligger ude ved Adriater-havet, ca. en times kørsel fra Pacentro, er en moderne by med en dejlig strandpromenade, 20 km sandstrand, gode fiskerestauranter og et festligt natteliv. Gennemsnitstemperaturen er omkring 7 °C i januar, der er den koldeste måned, og 24,5 °C i juli, der er den varmeste.
Det er den største by i regionen Abruzzo. På trods af sin størrelse er Pescara i sin nuværende form en af regionens yngste byer, opstået i 1927 ved sammenslutningen af det lille fiskerleje Pescara med havnebyen Castellamare Adriatico. Under 2. Verdenskrig blev Pescara voldsomt beskadiget af allierede bombeangreb i august-september 1943, der kostede mindst 3.000 menneskeliv. Byen blev genopbygget efter krigen, men de mange ensartede karréer og den flittige brug af beton har gjort det umuligt at genskabe stemningen fra den oprindelige by. Turistmæssigt har man taget konsekvensen af dette, og markedsfører nu Pescara som en meget moderne by for unge mennesker.